På Aalborgs havnefront med frit udsyn over Limfjorden finder man Musikkens Hus; nordjydernes musikalske samlingspunkt og en arkitektonisk perle tegnet af det internationalt anerkendte arkitektfirma Coop Himmelb(l)au.
Huset består af mere end 20.000 m2 fordelt på ni plan med bl.a. fire koncertsale, fem scener, en indbydende restaurant, en spændende foyer samt undervisnings- og administrationsfaciliteter. De faste beboere er Aalborg Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatoriums Aalborgafdeling, Aalborg Universitets musikuddannelser og musikterapi, Musikkens Spisehus samt Musikkens Hus’ egen virksomhed.